Om klubben

Historie og aktiviteter

Sletten Bådeklub blev stiftet den 16. juni 1964 af en række aktive sejlere (bådejere), som havde deres både liggende i Sletten havn.

På den stiftende generalforsamling, blev det efter en længere diskussion vedtaget, at klubben skulle hedde Sletten Bådeklub for herved at skabe en større kreds af mulige medlemmer.

Samtidig blev klubbens formål fastlagt. De er:

  • at fremme bådsportens kår i Fredensborg kommune,
  • at medvirke til medlemmernes dygtiggørelse i bådsportens teori og praksis - herunder uddannelse af juniorer,
  • at varetage medlemmernes interesser over for ledelsen af Sletten havn, andre myndigheder og organisationer, samt
  • at fremme sammenholdet mellem klubbens medlemmer.

Et par år efter klubbens stiftelse afsluttede medlemmerne deres opførelse af klubhuset på den syd-østlige mole i Sletten havn. I de forgangne fyrre år har klubhuset været en ikke uvæsentlig faktor i klubbens liv og virke. I 1993 blev der oprettet en kabys, hvor medlemmerne kan købe mad og drikke til rimelige priser. I 2007 er klubhuset blevet gennemgribende renoveret, så det nu fremtræder som et lyst og venligt klubhus.

Sletten Bådeklub har ca. 550 medlemmer.

I årets løb afholdes der en række arrangementer for de forskellige medlemsgrupper i klubben. For juniorerne (8-26) er der undervisning, træning og kapsejlads flere gange om ugen i optimist og 29er (twenty-niner) joller, en sommerlejr i Præstø, samt en række andre arrangementer.

For seniorerne afvikles der i sejlsæsonen en ugentlig aftenmatch i samarbejde med vores naboklub Nivå bådelaug. Herudover arrangeres der foredrags-/filmaftner, udflugter, skovture og fester, hvilket styrker klublivet og det sociale samvær.

Mange medlemmer yder en stor indsats for, at vi til stadighed kan pleje og forvalte de bedste betingelser og relationer til klublivet og til vores omgivelser.

Sletten Bådeklub byder dig velkommen, og vi håber, Du vil være med til at opretholde og bevare klubbens traditioner og værdier, således, at vi med den fælles frivillige indsats kan være tilfredse og stolte af vores perle på Øresundskysten.

Med venlig sejlerhilsen
Bestyrelsen