Det er mørkt. Det er vådt. Og det er snart jul. Det kan føre til stress
og depressioner. Men det er der råd for! Kom ned i klubhuset i Nivå
Bådelaug og få en god middag sammen med sejlerkammeraterne og hør bag
efter et foredrag om en inspirerende sejltur til Turku (Åbo) i Finland.
Du er naturligvis også velkommen, selvom du springer middagen over (vi
skal jo passe på med livmålene her i december måned). Foredraget, som
får os til at glemme mørke og stress, finder sted, som du ser nedenfor:
Tirsdag d. 13.12.2011 kl. 19.30
Med TAT til Turku
Ved Finn Wiberg-Jørgensen, skipper på TAT
TAT er en 25 fods Berg spidsgatter fra 1925, som Finn
Wiberg-Jørgensen har sejlet i siden 1966. I sommeren 2008 var Finn med
sin kone på langtur i Østersøen, igennem Skærgårdshavet til Turku (Åbo) i
Finland. I et ægte lysbilledforedrag – ikke power-point! – fortæller
Finn om sejladsen og oplevelserne på turen, og om de erfaringer han har
gjort med både grej og planlægning af tursejlads i en lille båd."
Spisning før mødet?
Andreas åbner Lagunen på klubaftenerne, så vi kan mødes allerede
klokken 18 og få en sludder og dagens lækre ret for de sædvanlige 85 kr.
Af hensyn til Lagunens indkøb skal man dog tilmelde sig til spisningen
senest lørdagen før mødet. Tilmeldingen sker til bådelaugets sekretariat
på mailadressen: sekretariatet@nivaabaadelaug.dk eller på
sekretariatets telefon 4914 6618 – oplys navn og antal kuverter ved
tilmeldingen.
|